Kinesisk Broderi

Udstillingen viser en udsøgt samling af traditionelt broderi fra forskellige egne af Kina. Broderierne har blandt andet prydet dragtdele og udsmykket boliger. De er udført med forskellige teknikker, materialer og motiver, der belyser Kinas rigt varierede og fornemme sytradition.
 
Motiverne er meget varierede og giver et fascinerende indblik i den kinesiske folkekultur. Samlingen spænder lige fra de helt enkle broderier med stærke spirituelle symboler til de store farverige kompositioner, der giver et overraskende detaljeret indblik i kinesernes dagligdag.
 
De mere end 100 forskellige kinesiske broderier i udstillingen giver et grundigt indblik i et kunsthåndværk, der er forfinet igennem årtusinder. Der er blandt andet en række lærestykker, der helt pædagogisk viser, hvordan de berømte Su broderier bliver skabt.
 
Udstillingen kan opleves på museet fra 14. september til 31. oktober 2018.